Den springer af. Midt i foråret, hvor bregner, bellis og blå anemoner springer ud – springer den af. Kæden. Jeg lander blødt i en bøgehæk, og damen, der lufter sin puddel, går uden om og sender blikket: “Ligger du nu der. Igen!” Sidste gang var på en løbetur, hvor jeg forsøgte at springe over hækken med hunden. Hunden kom over, og jeg fik idéen til min roman.

 

Og så er den der. Den sidste sætning i min roman. Den sætning, jeg har kæmpet for. Vendt og drejet. Slettet og genskrevet over tusinde gange. Den, jeg har hadet og herset med. Midt i Ritas bøgehæk finder den vej, og værket er fuldendt. Jeg trækker op ad indkørslen og tænker over, hvorfor de fleste gode sætninger kommer, når man mindst venter det. Tænker, om der findes andre metoder til at stimulere talentet for formfuldendte slutninger. Talent skal pudses og plejes, findes og fristes. Jeg kommer på sporet af mine ti teser om talent:

 

  • Talent er teknisk overskud indenfor dit fag (fx de 7 forfatterkompetencer).
  • Talent er begær og drift – det er følelserne, der skaber originalitet.
  • Talent er viljen til at træne, træne og træne.
  • Talent er at forstå, at omstændighederne er dine læremestre.
  • Talent er nysgerrighed til at lære af andres talenter – både indenfor og udenfor dit eget fag.
  • Talent er at tåle nederlag og succes og have mod og styrke til at komme videre.
  • Talent er at acceptere din ensomhed, når andre fester.
  • Talent er uventede kvante